Opera med kendt myte som baggrund

Opera med kendt myte som baggrund

Da den italienske operakomponist Gioacchino Rossini i 1829 havde premiere med sin opera Guillaume Tell – på dansk Wilhelm Tell – kunne hverken han eller andre vide, at det skulle blive hans sidste opera. Men er du til opera med knald på tonesproget og masser af liv, så er Wilhelm Tell et godt bud på en opera, der holder vand også efter så mange år.

Operaen bygger på den kendte myte om Wilhelm Tell, som spiller en stor rolle i historien om, hvordan Schweiz blev til som det edsforbund, landet i virkeligheden er. Efter myten var Wilhelm Tell en landmand, som med det berømte skud mod æblet på sønnens hoved gav signalet til schweizernes oprør mod den store fyrsteslægt Habsburgerne, hvorved grunden til Schweiz blev lagt. Der er imidlertid flere sagn, der bliver blandet sammen her, forhistorien om æblet, der skydes ned på drengens hoved, kender vi fra flere andre sammenhænge, bl.a. fra danske Saxo. Men hvad gør det, når historien er god og kan lægge rammen for en af Gioacchino Rossinis bedste operaer?

En opera begynder med en ouverture, og her får du allerede kendskab til meget af den musik, der bliver foldet ud gennem operaen. Det er musikalsk maleri, så det basker, med galopperende heste, tordenvejr og blidt opklaringsvejr, så både stemninger og konkrete scener fra operaen præsenteres således allerede i ouverturen – ikke den vokale sats, der traditionelt indleder en opera.

Vil du ikke belemre naboer og familie med høj musik, kan du med fordel søge efter et par gode hovedtelefoner hos specialisten https://www.teknikdele.dk/, der blandt andet leverer hovedtelefoner i bedste kvalitet og en lang række af andre dele til og færdigt udstyr til at få god lyd i ørerne.

Som nævnt blev Wilhelm Tell den sidste opera fra den berømte italienske komponists hånd. Han boede i Paris på operaens tilblivelsestidspunkt, så derfor er den i modsætning til hans andre operaer med fransk tekst. Men sidenhen rykkede han til Italien for at tilbringe resten af sine dage i mere eller mindre stilhed – han havde lange perioder uden at udgive ny musik. I stedet siges det, at han gik rundt på sit landsted og nød livet – og blandt andet brugte tiden på at lave luksusmad. Efter ham har vi fået Tournedos Rossini, en ret, der i vore dages atmosfære af politiske korrekthed og trang til askese ikke rigtig ville passe ind: Den rummer både oksemørbrad, foie gras og trøffel, og det hele serveres på smørstegt, lyst brød.

Du behøver ikke efterlave Rossinis mad – men at lytte til hans operaer kan vi kun anbefale!

dante